Afdelingsleder til Botilbuddet Tranehavegård
Vil du være med til at sætte retning for et stærkt tværfagligt arbejdsfællesskab og skabe de bedste rammer for borgernes vej mod et mere selvstændigt liv?
Tranehavegård søger en afdelingsleder, der kan stå i spidsen for den faglige udvikling og den daglige drift, og som motiveres af at bringe forskellige fagligheder i spil omkring den enkelte borger. Hos os får du mulighed for at præge både hverdagen på Tranehavegård og den fortsatte udvikling af vores tilbud.
Om Tranehavegård
Botilbuddet Tranehavegård er et socialpsykiatrisk botilbud for voksne borgere med forskellige psykiske lidelser. Botilbuddet drives efter almenboliglovens § 105 og ligger i Sydhavnen.
Tranehavegård er en del af Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer i Socialforvaltningen. Du bliver en del af centrets ledergruppe, som består af områdeleder, tilbudsledere og afdelingsledere. Her får du mulighed for at bidrage til den fælles udvikling på tværs af vores botilbud.
Vi arbejder med udgangspunkt i ”Borgerens vej mod et selvstændigt liv” – en omstillingsplan, der forpligter os til at arbejde målrettet med at understøtte den enkelte beboers vej mod et så selvstændigt liv som muligt.
Høj faglighed og tværfagligt samarbejde
Medarbejdergruppen på Tranehavegård består af 16 fagligt stærke kontaktpersoner med en bred tværfaglig baggrund. Vi er blandt andet social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter, socialrådgivere og pædagoger.
Vi lægger stor vægt på det tværfaglige samarbejde og på at have tid og rum til den enkelte beboer, faglig sparring, dokumentation og planlægning af indsatsen. Som en dynamisk medarbejdergruppe har vi forskellige faglige perspektiver og holdninger. Vi sætter pris på fælles drøftelser og beslutninger og på, at vores faglighed og selvstændighed bliver respekteret.
Om stillingen
Som afdelingsleder bliver du en del af den daglige ledelse på Tranehavegård og arbejder tæt sammen med tilbudslederen.
Dine opgaver vil blandt andet være at
- varetage den daglige ledelse og faglige sparring med fokus på recovery og rehabilitering samt sikre den social- og sundhedsfaglige kvalitet i indsatsen
- stå i spidsen for implementering af aftalte strategier og udviklingsplaner i tæt samarbejde med tilbudsleder og medarbejdere
- planlægge og understøtte den daglige drift, herunder vagtplanlægning, koordinering med samarbejdspartnere og medansvar for, at budgettet overholdes
- understøtte kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af dokumentationen og være tilstede ved morgenmøder som sparringspartner, personalemøder og fælles faglig sparring
- bidrage til rekruttering og introduktion af nye kolleger samt afholde MUS og skabe gode rammer for trivsel og arbejdsmiljø
Vi søger dig, der
Har en relevant social- eller sundhedsfaglig grunduddannelse og en stærk, udviklingsorienteret faglig profil. Du har en helhedsorienteret tilgang til borgerne og arbejder med afsæt i den enkeltes livskvalitet, selvbestemmelse og individuelle behov.
Det er en fordel, hvis du har erfaring inden for socialpsykiatrien eller specialområdet. Vi ser gerne, at du har ledelses- og praksiserfaring, men det vigtigste er, at du har lyst og evne til at stå i spidsen for en fagligt stærk og tværfaglig medarbejdergruppe.
Du skal kunne gå i dialog, når vi er uenige, og samtidig være tydelig, handlekraftig og tage styringen, når situationen kræver det.
Det er vigtigt for os, at du er en synlig og nærværende leder, både blandt beboere og medarbejdere, og at du har lyst til at være tæt på praksis. Du skal være nysgerrig på medarbejdernes faglighed og kunne bidrage til at højne den faglige kvalitet på Tranehavegård.
Vi ser gerne, at du
- har kendskab til recovery og rehabilitering
- kan skabe tydelige rammer og strukturer, samtidig med at du praktiserer tillidsbaseret ledelse og giver plads til frihed under ansvar
- kommunikerer tydeligt, transparent og motiverende – også når der er forskellige perspektiver
- er handlekraftig, tager ansvar og kan omsætte strategisk retning til konkret udvikling og prioritering i hverdagen
- kan navigere i komplekse, foranderlige og til tider belastende situationer
Det er en fordel, hvis du har kendskab til LA2, MI eller andre metodiske tilgange, som kan bruges aktivt i den faglige sparring og den daglige drift.
Hos os får du
- en central rolle på en dynamisk og udviklingsorienteret arbejdsplads, hvor du får stor mulighed for at sætte dit præg
- et spændende og fagligt udfordrende arbejdsfællesskab med gode muligheder for personlig og ledelsesmæssig udvikling
- et grundigt introduktionsforløb, ledermentor og kurser
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Vi indhenter straffeattest og referencer i forbindelse med ansættelsesprocessen.
Ansættelsen er i Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer i Socialforvaltningen med arbejdssted på Tranehavegård.
Vil du høre mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Mie Frøling Pedersen på 23 31 53 38.
Søg via linket senest søndag den 4. oktober 2026
Vi afholder 1. samtale den 8. oktober og 2. samtale den 19. oktober 2026. Hvis du går videre til 2. samtale, indgår der en personlighedstest og eventuelt en case i forløbet.